Lærervejledning
Kulturforståelse og sprog- og kulturmøder
Danskmindretal.dk har til formål at præsentere elever nord for grænsen for hverdags- og kulturlivet i det danske mindretal syd for grænsen. Gennem forskellige aktiviteter og opgaver er hensigten med læremidlet, at elever får indsigt i det danske mindretal gennem det digitale møde med autentiske unge fra det danske mindretal. Gennem kulturmødet med fokus på sprog, kultur og identitet ønsker læremidlet at styrke elevernes kulturforståelse for det dansk-tyske grænseland og mindretal og udvikle deres ”interkulturelle opmærksomhed” (Tysk - Forenklede Fælles Mål, Vejledning for faget tysk, afsnit 4.3.). Eleverne får samtidig indsigt i unge danske sydslesvigeres flersprogede og flerkulturelle færdigheder og mangfoldige ressourcer med hensyn til at begå sig sikkert i en hverdag med to eller flere sprog og kulturer. I læremidlet medierer eleverne i det danske mindretal med deres viden og færdigheder mellem de kulturer i grænselandet, de er en del af, og åbner derved op for, at jævnaldrende kammerater nord for grænsen får adgang til dette udsnit af verden.
Der tilbydes tre undervisningstemaer til Tysk:
1. Jung in der Minderheit
2. Fokus auf Sprachen und Identität
3. Freundschaft zwischen (den) Grenzen.
I overensstemmelse med Tysk Forenklede Fælles Mål , arbejdes der med et dynamisk kultursyn dvs. en opfattelse af, at kultur er noget, der uafbrudt skabes og forandres på ny i interaktion mellem mennesker.
Efter Tysk FFM anvender læremidlet et funktionelt sprogsyn og et kommunikativt sprogtilegnelsessyn, dvs. en opfattelse af, at fremmedsproget, her tysk, bruges til kommunikation og tilegnes ved at kommunikere på tysk. Derfor er der lagt vægt på, at udvikle både elevernes receptive færdigheder og deres produktive færdigheder i tysk.
Af Karen Margrethe Aarøe