Identitet i mindretal Speckdänen, flygtninge og feriebørn
Levevilkår i Sydslesvig efter 1919

Pres på mindretallet

Når man er i mindretal i et land, kan det være forbundet med et pres fra flertalsbefolkningen som ikke ønsker at tage specielle hensyn. Et eksempel på dette kan være, når en flertalsbefolkning forsøger at indskrænke mindretallets frihed med forbud og begrænsninger.

Sprogpolitik fra 1850-1918

Hvis vi ser på Slesvig har både den danske og den tyske “overmagt” været skyldige i at lægge pres på. I tiden fra 1850-1864 blev der iværksat en fordanskningspolitik i Slesvig. Især sproget var centralt. I forsøget på at udbrede det danske sprog i området, blev dansk det officielle sprog i skoler, kirker og i administrationen. Politikken mødte især modstand i Sydslesvig. Efter 1864, hvor Danmark mistede området op til kongeåen, dvs. Sønderjylland og Sydslesvig til Preussen var det med omvendt fortegn. Nu var det det danske sprog, der kom under pres i undervisningen og ved gudstjenester. Ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 blev alle offentlige sammenkomster forbudt, som var forbundet med det at høre til et dansksindede fællesskab. 

Mindretalspolitik på et knivsæg 

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 gennemførtes en enhedspolitik. Nazistpartiet, staten og folket skulle være ét. For det danske mindretal gav dette et pres, som både kom ovenfra men også fra lokale kræfter, der chikanerede mindretallet. Mindretallet forsøgte at balancere mellem at blive undtaget for visse pligter i samfundet samtidig med, at de ikke ønskede at blive sat helt udenfor indflydelse. Medlemstallet i mindretallet faldt drastisk under krigen til ca. 3000 aktive medlemmer ved krigens afslutning. Omkring 1000 deltog på tysk side under 2. verdenskrig på grund af værnepligt, hvoraf ca. 270 faldt i kamp.

Opblomstring i mindretallet

Efter krigen vågnede befolkningen i Sydslesvig op til nød og elendighed og en form for rodløshed, fordi det Tyskland, de havde kendt siden 1933, ikke eksisterede mere. Gader var sønderskudte og fødevarermanglen stor. Den danske regering og private initiativtager fra Danmark sendte fødevarer ned til det danske mindretal. Mange så muligheden for at kunne brødføde deres familie ved at blive medlem af det danske mindretal. Men ligeså mange så også Danmark som håbet om en bedre fremtid, hvis grænsen blev flyttet længere syd på, så Sydslesvig også kom til Danmark. Resultatet blev, at mindretallet steg fra knap 2.700 i maj 1945 til knap 75.000 medlemmer i 1947, hvor medlemstallet var på sit højeste. De danske mindretalsskoler steg fra et elevtal på ca. 450 elever til ca.13.000. 

København-Bonn erklæringerne 1955

Udviklingen for mindretallet blev ikke altid set på med milde øjne, og derfor kom mindretallet også jævnligt under pres i form af hærværk og chikane. Men omvendt udviklede der sig også en mere forsonende linje, som i sidste ende førte frem mod en erklæring, som skulle sikre mindretallene syd og nord for grænsen. Den 29. marts 1955 blev København-Bonn erklæringerne underskrevet. Der var tale om hensigtserklæringer fremfor en egentlig traktat. Alligevel har erklæringerne været medvirkende årsag til, at mindretallene nord og syd for grænsen har fået bedre vilkår, og at der er nu hersker fred og fordragelighed i grænseområdet. I de seneste 60 år har mindretallene haft gode vilkår og haft mindretalsrettigheder i forbindelse med kommunalvalg/ delstatsvalg. Noget, der kan føles som en selvfølge i det dansk-tyske grænseland, er nødvendigvis ikke en selvfølge andre steder i Europa og verden, hvor nogle mindretal og andre minoriteter oplever chikane på trods af europæiske aftaler.

 

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

Kilder
Om sindelag og national identitet

Kilder
Om sindelag og national identitet

Nedenfor finder du 5 forskellige fortællinger om sindelag og national identitet efter Anden Verdenskrig. 

 

Kilde 1: Iver Callø

Fortæller om de "nye" danskere og den store tilslutning til mindretallet - en øjenvidneberetning.

I den første kilde vurderer Iver Callø, hvordan den store tilslutning til det danske mindretal i de første efterkrigsår fik mindretallet til at svulme. Men han så også, at en del af de "nye" medlemmer faldt fra i takt med, at situationen i Tyskland blev mere stabil. Iver Callø var dansksindet, boede i Egernførde/Eckernförde og arbejdede efter 1945 for bevarelse og udbredelse af det danske mindretal: 

- "Jeg var klar over, at alle disse mennesker, som dengang sluttede sig til os, ikke var danskere eller af overbevisning sluttede sig til den danske bevægelse. Det var mennesker som var håbløst trætte. Trætte af Hitlerregimet, trætte af den rædselsfulde krig og med længsel efter frihed. De havde igennem år lidt nød og sult. Man kunne ikke regne med, at de igennem alt det de havde lidt, var bleven danske mennesker. Jeg var bange for, at disse mennesker engang med tiden, når det først gik dem bedre igen, ville finde tilbage til det de var, nemlig tyskere"  

- "Jeg tror at disse trætte tyskere var ligeglade med, hvad de sluttede sig til. Hovedsagen for dem var vel håbet, at det skulle gå dem bedre, og at de kunne leve i frihed, når de sluttede sig til den danske bevægelse.’’

Kilde: Lars N. Henningsen: Sydslesvigs danske historie, Flensborg 2009, s.197

 

Kilde 2: Hermann Clausen- Min vej til dANMARK

Fortæller i maj 1947, Slesvig om sit sindelagsskifte, der tilsidst førte ham ind i det danske mindretal - en erindring.

Hermann Clausen var Borgmester i Slesvig fra 1945-1948. Han var i første omgang aktiv i socialdemokratiet, men blev i 1946 medlem af Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), som han var formand for fra 1950-1955. Her fortæller han om sine bevæggrunde for at blive en del af det danske mindretal efter Anden Verdenskrig:

-"I et grænseland, hvor to kultursamfund griber ind i hinanden, har der altid fundet sindelagsskifte sted. Og-saa i hertugdømmet Slesvig har mennesker stadig skiftet sindelag. I tidens løb er der af tusinder og atter tusinder Slesvig-Holstenere blevet gode Danskere".

- "Jeg blev som ungt menneske en fanatisk hader af denne prøjseraand, som var saa væsensfremmed for vort slesvigske folk. Ved alle politiske drøftelser i de paa-rørendes kreds, som var uundgaaelige, var jeg altid paa de dansksindedes side, fordi min medfødte retsfølelse og min maaske i underbevidstheden slumrende danskhed drev mig til det".

- "Gentagne gange havde jeg under mine besøg i Nordslesvig lejlighed til at deltage i nationale fester. I 1930 deltog jeg i en genforeningsfest. Man bar almindeligvis denne dag et silkedannebrog paa jakkeopslaget. Jeg bar ogsaa dette flag, som i mellemtiden var blevet mig kært, og tog det med til Slesvig. Dette lille flag har siden dengang hængt over mit skrivebord som et synligt tegn paa min indre tilknytning til Danmark. Men mit ferieophold i Danmark blev i de tunge aar efter 1933 hver gang en stor indre oplevelse. Jeg kunde derved, om ogsaa kun for en kort tid, indaande Nordens frie luft. Og i disse aar modnes langsomt en afgørelse, som ikke mere var til at komme uden om".

- "Katastrofen i maj 1945 kom, og de frihedskærlige mænd i byen Slesvig mødtes. En dag, det maa have været i maj eller juni 1945, sidder jeg overfor lederen af det danske mindretal i Slesvig. »Hvorledes stiller De Dem til spørgsmaalet om Sydslesvigs genforening med Danmark?« er det spørgsmaal, som han gerne vilde have besvaret. Jeg skildrer forbindelsen med danskheden siden min ungdom. Ungdomserindringer vaagner, og i mit indre modnes langsomt beslutningen om at træffe den afgørelse, som er uomgængelig nødvendig, omend det sker i en sen alder. I dette spørgsmaal er man kun ansvarlig for sin egen samvittighed. Ingen udenforstaaende har ret til at fælde en dom. Den første august 1945 overrækker jeg det danske mindretals forening i Slesvig by min optagelsesbegæring".

 Kilde: Viggo Petersen: Sydslesvigske skæbner, Sydslesvig Forlag, 1947

 

Kilde 3: Johannes Ankersen - 

SOM EN OPVAAGNEN AF EN TUNG DRØM 

Fortæller i maj 1947, Flensborg om sit sindelagsskifte, der førte ham ind i det danske mindretal - en erindring.

Johannes Ankersen var skibsmægler i Flensborg. Han blev i 1921 gift med sin kone, som han lærte at kende i Aabenraa.

- "Paa skolen fik vi ingen undervisning i vor hjemstavns historie og hørte ikke det mindste om dansk kultur og aandsliv. De fleste af lærerne var ikke Slesvigere, men kom hertil fra Hannover, Sachsen, Thuringen, Brandenfaurg osv. Da jeg i 1913 efter studentereksamen forlod skolen, følte jeg mig aldeles som Tysker. Spørgsmaalet dansk eller tysk interesserede mig slet ikke i den tid, fordi jeg simpelthen var af den mening, at det ikke kom mig ved. Vi havde ikke haft lejlighed til at lære dansk kultur og dansk sindelag at kende. Derfor traf afstemningstiden 1920 os ganske uforberedte. Afstemningen fik ikke den udgang, den skulde have haft i betragtning af, at Sydslesvigs befolkning i virkeligheden er rodfæstet i norden. Dengang vidste vi det ikke, men troede, at vi var Tyskere, som vi var blevet opdraget til i mange aar".

-"Grænsen laa jo nu tæt ved Flensborg, og da den tyske mark igen havde købeevne i udlandet, var det muligt at foretage rejser og udflugter til Danmark. Og det blev nu snart og tit gjort. Baade sommer og vinter besøgte min kone og jeg landet nord for grænsen. Derigennem lærte vi folket og landet under dansk styre nøjagtigt at kende. Hver gang vi kom over grænsen, syntes vi bedre og bedre om dette dejlige land og dets befolkning. Det var som om solen skinnede lysere der, og luften var lettere at indaande. Der var en særpræget tryg, hyggelig og frejdig stemning i hele landskabet, som vi ikke fandt syd for grænsen. Allerede i disse aar gik det op for mig, at det var her i nordens land, blandt Danmarks folk, jeg var rodfæstet og hørte hjemme".

- "Efter kapitulationen kunde vi frit bekende os, og det var med en varm og hellig glædesfølelse, at jeg søgte nærmere tilknytning til den danske orientering i vor hjemstavn. Jeg indmeldte mig i Slesvigsk Forening og sendte min søn til den danske skole. Siden den tid har jeg arbejdet for den danske sag."

 - "Min rast i nationalitets-kampen er ikke af stor vægt; alligevel vil jeg aldrig svigte, men uforsagt kæmpe videre, indtil maalet, vi alle higer efter, er naaet".

 Kilde: Viggo Petersen: Sydslesvigske skæbner, Sydslesvig Forlag, 1947 

 

Kilde 4: CARL MOLTZEN - VOR PLIGT MOD VOR FOLK

Fortæller i februar 1947, Kuppel ved Sli om sit sindelagsskifte, der førte ham ind i det danske mindretal - en erindring.

Carl Moltzen var Købmand: 

- "Jeg er blevet anmodet om at skrive om den udvikling, der har ført til min danske overbevisning eller indstilling. Dette ønske vil jeg imødekomme, skønt jeg har den opfattelse, at enhver sandhedskærlig Sydslesviger, der beskæftiger sig med hjemstavnens historiske udvikling, selv i en rolig tid ganske uden indflydelse udefra maa komme til den overbevisning: ”Du er dansk”

-"Ja, selv om han ikke interesserer sig for historien, aftvinger hjemstavnen selv enhver Sydslesviger den samme bekendelse, det være sig sted- eller marknavne, personnavne eller folkelig egenart, der taler til os, verdener skiller os fra den prøjsisk-tyske aand: »Du er ikke Preusser — ikke Tysker - "du er dansk!" - Saadan taler hjemstavnen til os!"

- "Selv om det ogsaa fra min side var en vildfarelse at tro, at den »vaklende« grænse af 1920, der i 1940 havde bevist sin uholdbarhed, straks maatte falde, saa tror jeg urokkelig paa, at den nationale begejstrings flamme, som nu luer i det sydslesvigske land, aldrig igen vil slukkes til velsignelse for vort fælles fædreland, til velsignelse for norden og de kommende generationer. I denne aand gør vi vor pligt mod vort folk og mod de mænd, som engang kæmpede og døde for os. Men af det danske folk venter vi, at det erkender tidens tegn, og at det drager konsekvensen af denne erkendelse."

 Kilde: Viggo Petersen: Sydslesvigske skæbner, Sydslesvig Forlag, 1947 

 

Kilde 5: Anke Spoorendonk - Det danske sprog i Sydslesvig

I Anke Spoorendonks artikel fra 2001 om det danske sprog i Sydslesvig, fortæller hun om sine forældres vej ind i det danske mindretal. 

B14128

Karl Otto Meyer og Anke Spoorendonk (SSW) siddende ved kaffebord i haven. Kilde: Dansk Centralbibliotek og Arkiv for Sydslesvig e.V.

Anke Spoorendonk er nulevende aktiv politiker i det slesvigske parti SSW og er justits-, kultur- og europaminister og viceministerpræsident i Slesvig-Holsten. Hun voksede op i Slesvig by og var i 1977 lærer på Duborg-Skolen:

-"Også min familie "kom ind i det danske" efter 1945, den er altså nydansk. Med andre ord: mine forældre foretog et identitetsskifte - eller et sindelagsskifte — som i 1947 førte til at de lærte dansk ved at gå på aftenskole. Da jeg i 1951 kom i dansk børnehave besluttede min far at tale dansk med mig; med min mor fortsatte jeg med at tale tysk - mest højtysk, men også plattysk, dvs nedertysk. Mine forældre har alle dage talt plattysk indbyrdes. Deres sindelagsskifte blev altså kun delvist fulgt op af et sprogskifte. Familien blev tosproget og har været det lige siden.

-"Spørger man min familie hvorfor den blev dansk, går svaret i to retninger som dels har med genopdagelsen af glemte danske rødder at gøre på et tidspunkt, hvor befolkningstallet i Sydslesvig var blevet mere end fordoblet på grund af flygtningene fra de tidligere tyske østområder. - Og dels giver udtryk for at man efter nazistyrets og krigens rædsler havde mistet enhver tillid til alt hvad der var tysk."

- "Min familie er altså med i den nydanske bevægelse som for nogle var en genforeningsbevægelse; for andre var den en danskorienteret hjemstavnsbevægelse med en målsætning om at sikre den sydslesvigske hjemstavn via en tilknytning til det fredelige og demokratiske Norden - i de første år efter 1945 sammenfattet i kravet om en administrativ og politisk adskillelse fra Holsten og dermed fra Tyskland".

Kilde: Anke Spoorendonk: "Det danske sprog i Sydslesvig", i Sprog og identitet - kulturelt og polititisk (Årbog 2001), Modersmåls-selskabets årbog, Kolding 2001. 

 

Diskussion

Diskuter følgende to og to, i grupper eller på klassen:

- Er der sammenfald i argumenterne for at gå ind i det danske mindretal hos Carl, Johannes og Hermann (kilde 2, 3 og 4)?

- Hvordan forklarer Anke og Iver de "nye" medlemmers bevæggrunde for at gå ind i det danske mindretal? (kilde 1 og 5)

- Kan I få øje på, hvilke appelformer Carl, Johannes og Hermanns benytter i deres argumentation for at gå ind i mindretallet? Brug redskabet appelformer her på siden

-  Kan I få øje på, hvilke appelformer Anke og Iver benytter i deres argumentation for at gå ind i mindretallet? Brug redskabet appelformer her på siden

 

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

 

 

 

 

 

 

 

Fakta
Skoleforhold

Fakta
Skoleforhold

At oprette danske skoler var helt afgørende for, at det danske mindretal kunne blive ved med at være der og måske nå sit mål om et dansk Sydslesvig. Det handlede her om, at de mange nye medlemmer af det danske mindretal efter Anden Verdenskrig også blev bekendt med dansk sprog og kultur.

Men det var ikke nogen nem opgave, hvor mange flygtninge kom til landsdelen og fik børneantallet til at vokse og lægge pres på både tyske og danske skoler, mens mange lærere enten var faldet i krig eller var blevet afskediget på grund af deres tilhørsforhold til nazismen. Samtidig handlede det også om, hvor stor opbakningen var, eller hvor stor modstanden var mod, at der blev oprettet danske skoler. Eksempelvis var der stor tilslutning i Flensborg og Slesvig by, mens der andre steder eksempelvis i Husum eller Kappel var stor modstand mod de danske skoleønsker. Her blev arbejdet noget mere vanskeligt. Men antallet af danske skoler og elevtallet voksede dog generelt i de første efterkrigsår. I maj 1945 var der 9 skoler i Sydslesvig. Dette tal var i 1950 steget til 80 skoler med 13.867 elever. 

 

Arkiv02 460x315

Kilde: Skoleforeningen for Sydslesvig e.V.

 

Et andet problem var lokaler. I begyndelsen blev der oprettet træbarakker, som kom fra Danmark gennem Grænseforeningens arbejde. Ellers blev de fleste nye skoler  indrettet i krostuer eller private lokaler. Der kom også en del lærere fra Danmark til Sydslesvig, der ønskede at hjælpe med at opbygge et dansk skolevæsen. De mødte her en skare af elever med vidt forskellige muligheder, hvor det danske sprog ofte var ringe. Begynderundervisning i dansk blev den største opgave for lærerne. Her blev danske sange en vigtig vej til at lære det danske sprog at kende. Men ikke kun børnene havde behov for at lære sproget. Også forældrene fik begynderundervisning i dansk på aftenskoler.

 

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

 

Redskab
Appelformer

Redskab
Appelformer

Argumenter er en del af det at kommunikere både ansigt til ansigt, men også skriftligt. Argumentation handler om at blive hørt og ofte om at overbevise andre ved at knytte forskellige påstande og meninger sammen. Argumentation kan appellere til forskellige "stemninger" hos modparten. Den kan eksempelvis spille på tilhørerens uvidenhed om et emne eller på tilhørernes følelser og fordomme i stedet for tilhørerens forstand. Dette kaldes for logos, patos og etos. I argumentationen vil disse tre appelformer sjældent optræde alene, men oftest være indflettet i hinanden.

LOGOS

Argumenter, der appellerer til logikken

Her bruges fornuften som redskab i argumentationen. Hvad er den logiske årsag til at "købe"argumentet?

Det logiske argument kan med fordel bakkes op af statistikker, fakta, ekspertudtalelser o.l. og skal være bygget konkret og faktuelt op. Start sætninger med:

- "Det vil sige...."

- "Med andre ord..."

-" På den måde..."

- "Det betyder..."

PATOS

Argumenter, der appellerer til følelserne

Her bruges følelser som redskab i argumentationen. Det handler om at skabe medfølelse og empati ved brug af levende og overbevisende budskaber eksempelvis ved at bruge metaforer og fortællinger. Argumenterne skal tale til folks følelser og vække glæde, frygt, vrede, sympati osv. Start sætninger med:

- "ligesom...."

-" forestil dig..."

-"Hvad nu hvis..."

 

ETOS

Argumenter, der appellerer på baggrund af afsenderes autoritet

Etos appellerer til tillid og troværdighed hos afsenderen. Det er her, du kan hævde at være ekspert på området eller have den rigtige uddannelse, erfaring eller baggrund i forhold til at udtale dig.

Start sætninger med:

-"Jeg har erfaring i..."

-"siden...."

-"som ekspert på området"

 

 

 

 

 

 

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

På "Det danske mindretal i Sydslesvig" bruger vi cookies for at give dig en bedre oplevelse. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere optimalt. Cookies giver os viden om, hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre indhold og funktionalitet for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling.