På grænsen af grænser Grænser og uenigheder
Mindretal i grænselande

Fakta
Sydslesvigsk Forening

Efter folkeafstemningen, håbede mange af dem, der havde stemt dansk, at også Sydslesvig på sigt ville blive knyttet til Danmark. Mindretallet var dog bevidste om, at de måtte opbygge en fast organisation for at overleve. Dette var baggrunden for oprettelsen af Den Slesvigske Forening fra d. 26. juni 1920.

Foreningens sommerudflugt i Angel 1955. Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig e.V.

Foreningen havde til formål at samle og styrke det danske gennem oplysning og en klar forbindelse til Danmark. Den Slesvigske Forening blev det danske mindretals politiske parti. Foreningen stod også for andre kulturelle og sociale opgaver for bevarelse af dansk kultur i området. Man havde desuden en forestilling om, at en dansk bevidsthed i Sydslesvig blot skulle vækkes ved at appellere til det regionale som et skridt på vej mod en dansk bevidsthed:

- "at oplyse alle de mennesker, der er fødte og hjemmehørende på Sønderjyllands jord [d.v.s. Nord- og Sydslesvigs], om, at de tilhører den danske stamme, at prøjserne kun ejer landet i kraft af erobringens ret – og så få dem til at vende tilbage til dansk sindelag og til dansk tunge og med alle lovlige midler at hævde og kræve deres ret til at leve og virke som danske mennesker på gammel dansk grund"

skrev formanden for foreningen L.K. Lausten i 1922. I formålet ses håbet, at Sydslesvig en dag blev en del af Danmark.

Foreningen kom især godt fra land i Flensborg. Men her var en del af medlemmerne nye i det danske mindretal. De kunne hurtigt finde på at hoppe fra igen. På den måde bestod foreningen af en indre stabil cirkel som en slags dansk kerne, og udenom var der en cirkel af nykommere, der både hoppede på og af med jævne mellemrum. Udover Flensborg blev der oprettet lokalafdelinger på landet, men her var det danske mindretal ikke så godt organiseret.

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

Opgave
Mellem fronter og broer - grænser i fred og konflikt

Genforeningen i 1920 og grundlæggelsen af den dansk-tyske grænse har som eksemplerne viser ikke altid været forbundet med fred og idyl. På mange måder er grænsen gået fra noget, der kunne vække harme og konflikt til i dag at være den helt naturlige landegrænse mellem Danmark og Tyskland. Men der skulle også gå 35 år før København-Bonn Erklæringerne af 1955 gav retningslinjer for, hvordan mindretallenes rettigheder og samvær mellem mindretal og flertalsbefolkningen skulle foregå.

I mindretallet findes der ikke længere et håb om, at Sydslesvig bliver en del af Danmark. I det danske mindretal er man i stedet optaget af, at det danske mindretal består af mennesker med en særlig dansk og tysk blandingskultur og ser det tosprogede og multikulturelle som en vigtige ressource. Mindretallene og deres kultur er det lim, som binder grænselandet sammen, hævder nogen.

Mellem fronter og broer

Allerede i 1930 var tanken om mindretallene i det dansk-tyske grænselands rolle som brobyggeren mellem nord og syd oppe. Ernst Christensen, som formulerede tankerne, mente, at hvis tysk og dansk kultur fik lige vilkår, ville det i sidste ende være naturligt, at danskheden sejrede pga. forestillingen om de danske rødder i området. Tankegangen fik tilnavnet front og bro. Fronten handlede om at hævde den danske kultur og et forsvar for mindretallets rettigheder, mens broen handlede om at udvise åbenhed overfor Tyskland. Men disse tanker fik først rigtig gennemslagskraft i nyere tid og tog fart fra 1950-1960erne.

Den unikke grænse

Hvorfor er den dansk-tyske grænse unik? En ting, der gør den dansk-tyske grænse unik, er, at den blev til på baggrund af en folkeafstemning. De fleste grænser trækkes efter krig og tab af territoriale rettigheder over et område. Det kan også være fremmed magter i et område, der definerer grænserne som det ses under kolonitiden. Men det unikke findes ikke udelukkende ved, at den blev til gennem en folkeafstemning. For efter 1. verdenskrig var der flere områder, der grænsede op mod Tyskland, der fik lov til at stemme om en ny grænse, men kun i de områder, hvor krigens tabere (Tyskland og Østrig) grænsede op til en ny eller neutral stat. Der blev i 1920-1921 afholdt fire andre folkeafstemninger, som blev internationalt kontrolleret. Der var tale om områder mellem Polen og Tyskland, mellem Østrig og Jugoslavien og mellem Ungarn og Østrig. Desuden blev der også afholdt folkeafstemninger uden international kontrol. Hvad, der gør den dansk-tyske grænse unik er, at den er den eneste grænse, der stadig ser ud som den gjorde efter 1920. Så selvom der fandt folkeafstemninger sted i de andre områder, har grænserne ikke været stabile nok til, at de bestod.

Grænsedragninger i Afrika

Hvis du tager et kort over Afrika, ser det nærmest ud som om at nogle af grænserne er trukket med en lineal. Det på trods af, at vi ved, at naturen sætter nogle grænser, der gør, at man aldrig vil kunne trække en lige linje fra A til B gennem et kuperet landskab. Ikke desto mindre var det det koloniherrerne i sin tid gjorde, da de skulle dele Afrika mellem sig.

Forklaringen på, at Afrikas grænser ser ud, som de gør, skal findes helt tilbage i 1600-tallet, hvor europæiske lande begyndte kolonialiseringen af Afrika. I begyndelsen handlede kolonialiseringen primært om adgangen til slaver ud fra den afrikanske kyst. Senere handlede det primært om for europæerne at besidde store områder ind i landet og ikke kun ved kyststrækningerne. Især fra 1800-tallet opstod der en stor konkurrence om områderne i Afrika mellem de europæiske kolonimagter Frankrig, Portugal, England, Holland, Spanien, Italien, Belgien og Tyskland. På grund af den store konkurrence valgte de europæiske lande, at sætte sig til forhandlingsbordet i Berlin i 1885 og sætte de linjer, som kom til at udgøre Afrika. Disse blev sat i al hast med lineal uden hensyntagen til afrikanernes sproglige eller kulturelle tilhørsforhold. Den britiske leder, Lord Salisbury udtalte i 1890, at: 

“Vi har tegnet streger på steder, hvor ingen hvid mand har været før. Vi har foræret bjerge, floder og søer væk, uden at vide hvor de lå”

Da landene i Afrika så småt begyndte at opnå sin selvstændighed i 1950-1960'erne, frygtede man, at de nye lande ville gå i opløsning, hvis grænserne blev ændret og derfor ser man stadig kolonimagternes lige grænser på Afrikas kort. Men konsekvensen for de noget kunstige grænser har været store, og der har været mange konflikter langs grænserne. De tilfældige grænser har bl.a. betydet at forskellige befolkningsgrupper er samlet i et land uden fælles identitet, sprog eller kultur. Man kan hævde, at de tilfældige grænser, der blev trukket med lineal i slutningen af 1800-tallet, sandsynligvis bærer en stor del af æren for, at borgerkrige og internationale krige ofte er hverdagskost for mange afrikanske lande den dag i dag.

På den måde kan man sige, at to former for grænser tilsyneladende har vist sig at være stabile, nemlig den dansk-tyske grænse "tegnet" ud fra en folkeafstemning i to zoner og en lang rækker grænser på Afrikas kontinent, der i al hast blev tegnet med en lineal mellem de europæiske stormagter og som altså ikke involverede befolkningen i de forskellige lande. Men her stopper sammenligningen også. For på trods af, at den dansk- tyske grænse frem til ca. 1955 var præget af visse uoverensstemmelser, så er grænseuroligheder afløst af grænseoverskridende samarbejder, men i Afrika og i forbindelse med mange andre grænser hersker, der konflikter og uro. 

OPGAVE

Hvor i verden trækkes der fronter og hvor bygges der broer, når det kommer til grænser?

I dansk-tysk sammenhæng eksisterer der et godt samarbejde i forsøget på at skabe vækst i grænselandet, men i andre lande handler det mere om at trække grænsen skarpt op. I dag er konflikter mellem Israel og Palæstina og Ukraine og Rusland med til at skabe fronter. Men hvad er baggrunden for de to konflikter egentlig? Og hvorfor har en fredelig grænse svære vilkår her?

Step 1

I er ansat ved en avis eller ved nyhederne og skal foretage noget baggrundsresearch til en temaudsendelse om grænsekonflikter. Undersøg derfor enten konflikten mellem Israel og Palæstina eller Ukraine og Rusland på internettet. I skal kunne besvare de tre spørgsmål i tjeklisten

Tjekliste:

- Hvem er i konflikt med hinanden og hvem står stærkest?

- Hvornår opstod konflikten?

- Hvad går konflikten ud på?

STEP 2

Når I har foretaget en kort undersøgelse på nettet skal I i stikord skrive ned, hvilken vinkel jeres baggrundshistorie skal have

- Personer, der er påvirket af konflikten

- Politikere, der styrer konflikten

- Historien bag - Begivenheder og konflikter på en kort tidslinje

STEP 3

Prøv at lave en sammenligning med jeres valgte område og det dansk-tyske grænseland. Hvad er forskellen for jer at se på konflikt og fredeligt samarbejde på tværs af grænsen?

STEP 4

Skriv nu jeres baggrundshistorie. Den skal fylde ca 1 side.

Fortælling
Sydslesvig til Danmark? Stemmer efter 2. Verdenskrig

Lede ved krig og ødelæggelse var stor blandt befolkningen i Sydslesvig efter 2. verdenskrig. Det samme var fødevarermanglen. Derfor var håbet stort for en bedre fremtid i tilknytning til Danmark. Dette håb var ikke kun stort hos det "gamle" danske mindretal. Men mange sydslesvigere, så Danmark som fremtidens håb og håbede derfor på, at gamle "historiske forbindelser" til Danmark kunne være løsningen på den uvished, nød og elendighed, som var en del af billedet i den første tid efter krigen. Storpolitiske hensyn trak imidlertid tæppet væk under denne drøm.

Krigens sidste tid

I 1943 begyndte det at gå tilbage i krigen for Tyskland. De blev presset mere og mere retur på deres erobringstogter i Europa. Derfor steg håbet hos det danske mindretal for, at man ville gå en lysere fremtid i møde. Det blev diskuteret internt i mindretallet men ikke sagt ud i det åbne, da det kunne medføre døden at ytre sig om, at Tyskland ville tabe krigen.

I 1945 kom krigen for alvor tæt på Sydslesvig, som ellers havde været et område, der var gået fri for de fleste ødelæggelser. Nu kom der flere bombeangreb over området og resterne af den tyske værnemagt tog nordpå. Mange højtstående nazister kom til området for at gå under jorden på landet. Den 1. maj fik befolkningen kendskab til Hitlers død. Så selvom Nazi-Tyskland var på sit endeligt, så oplevede befolkningen alligevel krigshandlinger helt frem til det sidste. Spændingen i foråret 1945 var derfor intens og modløsheden stor.

Danmarks befrielse

Danmarks befrielse fejres med flag. Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig e.V.

Men d. 4. maj 1945 fik Sydslesvigerne besked om Tysklands kapitulation i Holland, Norge og Danmark. Danmarks befrielse vakte stor begejstring og jubel i hjemmene hos det danske mindretal og håbet om at blive forenet med Danmark levede.  

Mindretallet blev dog hurtigt skuffet. Allerede d. 9. maj meddelte statsminister Wilhelm Buhl, at grænsen lå fast, og at man ikke havde i sinde arbejde for en ny grænse. Mindretallet håbede så, at de kunne påvirke Storbritannien, som efter krigen administrerede området. Men heller ikke briterne var indstillet på, at flytte grænserne. I frygt for og belært af erfaringerne fra 1. verdenskrig frygtede de, at grænseændringer ville skabe uro.

Alligevel opgav mindretallet ikke deres håb og forsøgte at påvirke situationen ad andre kanaler. De vendte i stedet blikket mod Sydslesvig for at "vække" sydslesvigerne for den danske sag. For hvis de var nok og stod sammen kunne det tænkes, at der med tiden kunne blive tale om en grænseflytning. 

Fredsfest på Duborgskolen 8. maj 1945. Kvinderne holder flag fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig e.V.

Mindretallet vokser 

Da krigen endelig sluttede d. 8. maj var det både med glæde og ængstelse, at befolkningen i Sydslesvig vågnede op til en ny dag. For der var ikke rigtig noget at vågne op til andet end kaos, nød og elendighed. Mange var rystet i forhold til deres nationale ståsted, og Danmark blev derfor flugten og paradiset på jord i denne fortvivlede situation for nogle. Hvad skulle der ske med Tyskland? Nogle kunne måske genkalde sig tiden efter 1. Verdenskrig, der heller ikke var så lys for Tysklands vedkommende. Forvirring og fortvivlelse blandet med glæde og håb for nogen, var derfor en del af stemningsbilledet. Selvom den danske regering først havde lagt låg på, så blev håbet større i den sydslesvigske befolkning for en ny start med Danmark som land.

Dermed var det ikke længere kun det "gamle" mindretal, der forudså og nærede et håb om en grænseflytning. Også hidtidige tysksindede sydslesvigere begyndte i stigende grad at melde sig ind i mindretallet. Mange havde svært ved at se en fremtid under Tyskland. Danmark derimod blev anset som et fredeligt, demokratisk land. Især socialdemokrater, der under nazismen var forfulgt, meldte sig ind i det danske mindretal. Mindretallet voksede eksplosivt i de første år efter krigen. Medlemstallet steg fra knap 27.00 i maj1945 til knap 75.000 medlemmer i 1947, hvor medlemstallet var på sit højeste. De danske mindretalsskoler steg fra et elevtal på ca. 450 elever til ca. 13.000. 

Mindretallet vokser: Årsmøde i Slesvig, 24. juni 1946, optog. Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig e.V.

Faktisk var nøden så stor i Tyskland, at folk udenfor Sydslesvig bad om tilflytningstilladelse og optagelse i mindretallet uden overhovedet før at have haft en kontakt til mindretallet eller Sydslesvig. Nogle forsøgte endda at finde frem til mulige danske aner eller forbindelser til Danmark. Breve fra folk vidnede om stor nød og så det danske som en vej ud af en håbløs situation for dem selv og deres familie. 

Modvilje mod mindretallet

Men der var også modstand mod den udvikling det danske mindretal oplevede i de første år efter krigen og modstanden mod en mulig grænseflytning var stor især fra 1946. Medlemmer af de danske mindretal blev truet og kaldt landsforræddere. Det hændte, at børn på de danske skoler fik bank af de elever, der gik på tysk skole. Man boykottede forretninger, hvis de sympatiserede med det danske og ruder blev smadret, hvis butikkerne solgte danske varer eller huse havde danske ting i vinduet. Det kom desuden til hærværk og ildspåsættelser af de nye danske skoler. Bønderne var også henholdende med at give deres danske sympati til kende, hvis det betød, at staten overtog deres jord. Så et grænseland og en grænse vi i dag betegner som en stabil grænse, har i efterkrigstiden været kendetegnet af en del uro.

Diskussion

Diskuter følgende to og to, i grupper eller i klassen 

• Hvad betød det for befolkningen ikke at have nogen "nation" at stå op til?

• Hvad tror du, der har været den vigtigste årsag til, at mange gerne ville være en del af Danmark?

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen 

Kilde
Lærer Martin Mortensens dagbog

Lærer Martin Mortensen tog til Kappel i oktober 1945, da man ønskede at anlægge en skole i byen. Der var allerede tilmeldt 60 elever. Martin skrev i sin dagbog om nogle af de indtryk han fik omkring stemningen i byen.

24/10         Kappel

"Da købmanden var hos barberen, ventede jeg i forretningen. Mange købte Flensborg Avis. Da jeg havde siddet lidt begyndte kunderne at tale til mig. 

En frue sagde: Er Danmark ikke ein schönes Land? Gewiss!

Kort efter sagde hun: Kan De ikke tage os med til Danmark?

Jeg svarede: Det er derfor jeg er kommen.

Hun: Jamen vil Danmark have os; man siger at de ikke vil.

Jeg fortalte så om stillingen.

Hun fortsatte: Nå ja, tag os så med, så får vi bønnekaffe, chokolade o.a.

Hertil svarede jeg: Nej, frue, med den begrundelse kommer De ikke til D. Det er den slags udtryk vi er bange for. Thi man siger i Danmark: Nu er de sultne, men når de igen bliver mætte, synger de atter Deutschland, über alles, Heil Hitler und so weiter og vil igen til Tyskland.

Her afbrød fruen mig og sagde: Nej, derfor behøver De ikke at frygte. Min mand har aldrig været nazist vore børn heller ikke, og jeg har end ikke været i Frauenbund."

25/10 Kappel

"Tog om eftermiddagen til Maasholm. Besøgte kaptajn Sørensen.

Da jeg omtalte partierne sagde S.: Når bare folk her mærker, at Danmark har interesse for os og vil gøre noget for os, så er alle på Maasholm danske. Nu har vi mange der holder sig tilbage og ikke tør vove sig frem ... kunne ikke dansk, men udtalte sig stærkt for Danmark ud fra begrundelsen, at så fik hjemmene børnene tilbage og så fik børnene religionsundervisning.

Fru Sørensen udtalte også: Ursprünglich sind wir ja alle Dänen. 

En djærv fisker svarede: Nu har jeg i 12 år af mit liv været soldat – og for hvad? Tror De ikke, at jeg har fået nok af Tyskland.

En tredje sagde: Vi er lede og kede af at høre om politik, vi ønsker ro og fred til at passe vort arbejde og leve med vor familie. Vi ønsker ikke at vende tilbage til Tyskland eller at lave vrøvl.

En dame kom til. Senere sagde hun: Hvordan er det med fedt i Danmark? Hvis vi kommer til Danmark, kan vi så få fedt?

Jeg svarede: Ja, men sig ikke meget om det, så tror man i Danmark, at det kun er for mad, og at når De atter er mætte, at De så vil til Tyskland.

Herpå fik jeg et meget bestemt og næsten skarpt svar: For sultens skyld behøver vi ikke at komme til Danmark, vi har ikke sultet og kommer heller ikke til det. Vi har fisk.’’

Kilde: Sydslesvigs danske historie, s. 185, Flensborg 2009

DISKUSSION

 Diskuter følgende to og to, i grupper eller i klassen

• Hvilke argumenter bruges der i kilden for at blive en del af Danmark?

• Hvad er vigtigt for de personer Mortensen møder?

• Hvad frygter man fra dansk side med hensyn til de nye medlemmer, og hvorfor tror du, de har denne frygt?

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen