Identitet i mindretal Krig og pligt

Fakta
Udvandring, desertering og værnepligt

Udvandring

En del unge mænd valgte efter at rejse 1864 ud, og eksempelvis tage den lange tur over Atlanten med destination mod Amerika for at indgå værnepligt. Værnepligten indebar 3 år som aktiv soldat og 4 år i reserven. Før 1880erne havde tusindvis af unge mænd udvandret fra området for at undgå værnepligten, og dette havde ført til, at mindretallet stod svagt i området. Så efter 1880erne var det en del af mindretallets politik, at gøre sin pligt som borger for at bevare retten til at være i området. 

For de dansksindede, blev det derfor vigtigt, at mindretallets unge mænd tog imod værnepligten som en del af deres pligt. Derfor deltog ca. 30.000 dansksindede sønderjyder, hvoraf ca. 5000 døde eksempelvis i Første Verdenskrig. I hele det Slesvig (Sønderjylland og Sydslesvig)-holstenske område døde ca. 58.000 i krigen. Oveni det, skal der lægges de mange tusinde af mennesker, der døde af underernæring og sygdom på hjemmefronten. Hertil kommer de mange invaliderede.

Værnepligten genindføres i 1935

Efter 1. Verdenskrig, var Tyskland, som tabere af krigen, frataget retten til at have et militær. Men I 1935 blev værnepligten genindført i Tyskland af det nazistiske styre. Her skelnede den tyske regering mellem to slags folk indenfor det tyske rige. Der var undersåtter og tyske rigsborgere. Denne skelnen havde til formål at udskille eksempelvis jøderne. Undersåtterne havde således ingen rettigheder mens man kun kunne være tysk rigsborger, hvis man var tysk af afstamning eller artsbeslægtet, som man mente, at det danske mindretal var en slags nordisk broderfolk. Gennem adfærd skulle det danske mindretal derfor bevise, at de var trofaste og villige til at tjene det tyske rige.

For mange af Tysklands mindretal og folk med anden etnicitet og religion betød det at være undersåtter, at de ingen rettigheder havde, det vil sige de ikke havde mulighed for at deltage i den offentlige debat. For det danske mindretal blev de uden videre godkendt som tyske rigsborgere med de rettigheder og pligter, dette indebar inklusiv værnepligt. I 1935 blev det desuden pligt at deltage i 6 måneders rigsarbejdstjeneste, der havde til formål at opdrage ungdommen i den rette nationale ånd og fællesskab. Dette var et problem for det danske mindretal, der i højere grad følte sig tilknyttet til dansk kultur og nationalitet. Men der var intet at gøre. Sammen med værnepligten, var rigsarbejdstjenesten det, der kunne sikre det danske mindretals rettigheder, som borgere i den tyske stat. Under 2. verdenskrig drejede det sig om, at ca 1000 fra det danske mindretal deltog i tysk krigstjeneste. Ca. 270 af dem døde.

Desertering

De fleste så pligten til at deltage i krig for en sag de måske ikke var enig i, som et nødvendigt onde for at kunne bevare sin hjemstavn. Men under Første Verdenskrig fra julen 1915 valgte ca. 2500 ud af de 30.000 indkaldte dansksindede at tage flugten til Danmark.

Karl Otto Meyer ved en af hans mange politiske taler som politiker for det danske mindretal. Her ved årsmødet i 1962. Kilde: Dansk bibliotek og Arkiv for Sydslesvig e.V.

Desertering blev under 2. verdenskrig straffet med døden og mange desertører måtte lade deres liv i straffetogter og koncentrationslejre, da de brød eden om troskab til det tyske fædreland. Et brud på denne loyalitet betød ingen nåde. Derfor skulle der meget til før, at man deserterede, det vil sige, flygtede fra sin krigsgerning.

Den senere toneangivende politiker Karl Otto Meyer valgte trods denne overhængende fare at desertere til Danmark i slutningen af krigen under indtryk af sin brors død ved fronten i 1944. Men det var kun meget få danske sydslesvigere, der gjorde ham kunststykket efter. Først i krigens sidste fase, blev det overhovedet muligt at desertere til Danmark, da modstandsbevægelsen på det tidspunkt var organiseret og kunne hjælpe de sydslesvigske desertører med at holde sig skjult.

I det danske mindretal stod de statsborgerlige pligter ikke til diskussion ej heller krigsdeltagelsen på tysk side. At desertere ville medføre stor ulykke for familierne og muligvis også for hele mindretallets fremtid og sikkerhed. Ledelsen i det danske mindretals politik var derfor offentligt at udtrykke loyalitet overfor det tyske regime og advare på det kraftigste imod at tage flugten fra krigstjenesten og udtrykte sin loyalitet overfor det tyske regime. Mindretallet udtrykte det således, ar de unge dansksindede mænd kæmpede og døde for retten til at "leve som danske i hjemstavnen".

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen 

Fortælling
Bombningen af Flensborg 1943

Bombardementet af Flensborg 19. maj 1943 Udsigt over havnen, hvor tre soldater vender mod røgskyen fra en brand, formodentlig i værft på den anden side. Kilde: Dansk Centralbibliotek og arkiv for Sydslesvig e.V.

Flensborg blev ramt 12 gange under krigen af bombeangreb. De fleste bombeangreb kom i 1942. Men d. 19. maj 1943 blev en særlig skæbnesvanger dag for det danske mindretal og dets helt unge børn, der blev ofrene i et amerikansk ledet bombeangreb mod byen.

Amerikanske bombefly på himlen over Flensborg

Omkring middagstid lød luftalarmen som så ofte før i Flensborg. Målet for de amerikanske bombefly, der hang og svævede på himlen, var byens skibsværft og kraftværk. Men mange af de i alt 134 tons bomber, der faldt over byen i løbet af 5 minutter, ramte slet ikke deres mål.

Da luftalarmen lød, Havde de voksne sørget for at evakuere børnene fra den danske børnehave Ingridhjemmet i Batterigade. De var hastet ned i beskyttelsesrummet, som lå i kælderen på den nærliggende fiskefabrik. De mange fejlslagne bomber regnede ned over byen og smadrede flere ejendomme. Flere folk stod derfor efter angrebet uden tag over hovedet.

Bombeangrebet kostede udover de materielle ødelæggelser 82 civile livet. Selve børnehaven i Batterigade blev dog slet ikke ramt ved luftangrebet. Men desværre for børnene og de voksne fra børnehaven ville skæbnen det, at fejlslagne bomber i stedet ramte fiskefabrikken og en af disse gik hele vejen igennem beskyttelsesrummet, hvor børnene og de voksne fra børnehaven befandt sig. Den dræbte 15 børn og 2 lærerinder. Kun 2 af børnene overlevede angrebet. 

to udlægninger af samme begivenhed

Når man arbejder med kilder i historien, kan der ofte optræde kilder med modstridende opfattelser af en begivenhed. Det er derfor vigtigt, at man bruger kildekritiske metoder til at læse "mellem linjerne". Det er vigtigt at belyse kilderne ved at undersøge, hvem der står bag budskabet og hvad det er for en situation, kilden er blevet til i. Her er de klassiske hv-spørgsmål hvem, hvad, hvorfor, hvilke, hvordan, hvornår vigtige at forholde sig til i en kildekritisk analyse.

Ved bombeangrebet i Flensborg d. 19. maj 1943, og de mange ofre forbundet hermed, var der to udlægninger af begivenheden. I den officielle tyske presse var udlægningen, at bombeangrebet ikke havde fået folk til at miste troen på det tyske sammenhold. Tværtimod havde befolkningen ifølge denne udlægning, på baggrund af begivenhederne, rykket endnu tættere sammen i troen på sejren og i troskab til "Føreren".

I Flensborg Avis, som var og er det danske mindretals avis, var fortolkningen af situationen helt modsat. Overskriften lød: "Femten små bårer". I artiklen udvistes der stor sorg og medfølelse med de efterladte. Til selve begravelsen takkede mindretallet nej til en officiel begravelse med uniformerede mænd. Man frygtede, at der ville blive "heilet" for meget under ceremonien d. 24. maj 1943. I stedet valgte man, at de små kister blev båret af flensborgske spejderdrenge i alderen 14-16 år, en oplevelse de sent glemte. De måtte gå 3-4 gange hver, efter endnu en lille kiste til graven.

Sønderbombet ejendom, der er helt i ruiner i forbindelse med bombeangrebet d. 19. maj 1943. Kilde: Dansk Centralbibliotek og Arkiv for Sydslesvig e.V.

Diskussion

Ifølge Folkeretten har regeringer i dag pligt til at undgå civile tab. Faktisk skal man forsøge at undgå upræcise bomber i tæt befolket områder. Ikke desto mindre, er det især civile ofre efter luftangreb i konflikter, som i konflikten i Syrien, Irak eller Afghanistan. Også Danmark har et medansvar for de civile tab, som krigsdeltager i disse lande.

Diskuter følgende to og to, i grupper eller på klassen:

• Er civile tab nødvendige i krig?

• Er det godt eller skidt, at der er internationale regler i forhold til regeringers pligt til at undgå civile tab?
• Hvilke forpligtelser synes I, Danmark har som krigsførende nation?  
• Hvad tænker I, der sker, når der pludselig er forskel på en officiel forklaring og andre forklaringer på begivenheder? 

 Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen 

Fortælling
I Koncentrationslejr

Dette er fortællingen om Svend Johannsen, skoleleder i Slesvig og historien om, hvilken konsekvens det kunne have at ytre sig negativt mod den tyske regering.

Svend Johannsen på talerstolen ved et dansk årsmøde i 1947. Kilde: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig e.V.

Censur

Censur var en af de midler det tyske regime brugte for at undgå kritik mod systemet. Svend Johannsen, som var skoleleder i Slesvig, udtrykte i et brev til sin kone sin bitterhed over, at tyskerne havde valgt at besætte Danmark. I censuren blev dette brev opfanget, og d. 29. maj 1940 blev han arresteret og sigtet for overtrædelse af den tyske regerings anseelse.

I koncentrationslejr

Efter en periodes fangenskab blev han d. 21. september 1940 sendt til Koncentrationslejren Sachsenhausen. Under sit ophold førte han fængselsdagbog. Svend havde kun lidt kontakt med verden udenfor, og han modtog ofte tomme kuverter istedet for post. Censuren tog en var skyld i, at en del af de breve, der blev sendt til ham aldrig nåede frem.

Lejren bestod af endeløse barakker. Straffearbejdet var barskt jordarbejde i alt slags vejr og i for lidt påklædning. Kosten var sparsom og den stod ofte på mishandling af fangerne. På samme måde som de fleste fanger, blev Svends helbred dårligt. Han måtte efter fire måneder placeres i sygebarakken et sted, hvor syge og døende fanger fik ophold uden den store lægelige hjælp. 

Lidt bedre vilkår

Heldigvis for Svend endte han i en bedre afdeling, men trods hjælp fra kammeraterne med at made ham, blev hans tilstand stadig dårligere. Han endte i rummet for døende fanger. Heldigvis endte han ikke sine dage i koncentrationslejren, men kom sig på mirakuløs vis.

Svend kom tilbage til blokken og fik stuetjeneste og indendørs arbejde. Langsomt kom han sig og fik herefter arbejde på en skrivestue. Men mishandlingerne af fangerne forsvandt ikke, selvom hans arbejdssituation var blevet bedre. Det danske mindretal arbejdede på at få ham løsladt og det lykkedes midt i september 1941. Efter sin løsladelse skulle han i Slesvig by melde sig til det tyske politi hver dag, og han måtte ikke forlade byen.

Diskussion

Diskuter nedenstående spørgsmål to og to og saml tilsidst op i klassen:

• Hvilke udfordringer er der efter jeres vurdering for et samfund, hvor der findes censur i forhold til politiske synspunkter?

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

Kilde
En soldats beretning om at være i krig

Under 2. verdenskrig blev alle unge mænd i Tyskland sendt i krig. Det gjaldt også de unge, som tilhørte det danske mindretal syd for grænsen. Herunder kan du læse en krigsberetning fra en ung, som på den måde blev sendt i kamp mod sit fædreland. 

Danmark var under 2. verdenskrig besat af tyskerne. Peter Andresen, der havde gået i dansk skole i Agtrup, blev sendt til Odense, hvor han blev uddannet ved infanteriet og derefter sendt i kamp for Tyskland. 

PETER ANDRESEN FORTÆLLER 

"Det var de første dage 1942. Jeg lå med min enhed på Krim Halvøen udenfor fæstningen Sevastpol.

Der havde været bombardement af fæstningen gennem et par dage og jeg kunne godt regne ud, at der snart måtte ske noget – et angreb måtte være undervejs. Det var i begyndelsen af juni vi blev kaldt sammen – så et kort over området og fik fortalt, hvordan fremgangsmåden skulle være. Jeg var sammen med 3 andre soldater, som jeg kendte godt. Vi skulle være en granatkasterbesætning.

Vi beklagede os! Udstyret til en sådan granatkasterbesætning var jo meget tungt og svært at slæbe op i det høje klippelandskab. Men det blev ikke hørt. Vi fik at vide, at for det første ville fæstningen jo være nedkæmpet inden tre dage og for det andet kunne de fanger, vi tog bære de tunge ammunitionskasser for os, når de gik med os frem  mod fjenden. Jeg tænkte med det samme, at det da ikke kunne passe. I forhold til internationale konventioner måtte man ikke lade fanger gå til angreb mod sine landsmænd. Men det skulle nu vise sig senere, at det blev min redning, men det kunne jeg ikke vide dengang.

Dagen før angrebet lå jeg og Heinrich Thode fra Dittmarsken i en skyttegrav.  Vi var blevet indkaldt sammen, men vi var meget forskellige, for Heinrich var en stor nazist – og det var jeg bestemt ikke. Han begyndte nu at tænke på, hvad der skulle ske de næste dage og på trods af vores forskellighed, spurgte han mig om vi ikke skulle hjælpe hinanden, hvis der skete os noget. Det svarede jeg  ja til.

Da angrebet startede om natten d. 7. juni 1942 blev vi modtaget med en kanonild af alle mulige forskellige slags skyts for i fæstningsværket var der indbygget kanoner som for eksempel Maxim Gorki, den største kaliber, som blev brugt under anden verdenskrig.  Skibe ude fra Sortehavet  deltog også i beskydningen.

Vi fire, som var granatkastere var startet sammen, men vi nåede kun 100 meter, så havde vi set nok af tab og gik i dækning. Hen mod aften kom en tysk soldat og sagde, at de skulle føre os igennem et minefelt, så vi samlede vores udstyr – og det var ikke så lidt, for vi skulle jo stadig selv have en granatkasse i hver hånd indtil vi havde fået nogle fanger. Soldaterne førte os til en trappe, som gik op til en højslette. Vi gik op ad, men der var mere trafik ned ad. Det var russiske ponyer, sårede soldater og fanger. En tysk soldat skubbede en af fangerne, så han stødte ind i mig. Jeg sendte ham et blik, som fangen reagerede på, for han var straks parat til at bære mine granatkasser og gå med mig. Da vi var kommet igennem minefeltet kom vi til en forladt russisk bunker.

Men nu vil jeg fortælle, hvilken fordel det, at have et godt forhold til fangerne og særlig til min.

Min fange var en mand på ca. 40 år – ja han var faktisk næsten dobbelt så gammel som mig og kunne have været min far. Han havde i den stærke varme smidt sin jakke og skjorte, men jeg vidste, at det blev koldt om natten og i den bunker, vi var kommet ind i, fandt jeg en frakke, som jeg gav ham, og så satte vi os hen og spiste sammen. 

Fæstningen var et net af løbegrave og som angriber, vidste vi jo aldrig, hvad der kunne ske, når vi kom til næste løbegrav, men da vi kom med vore 4 fanger, kom der på en gang 5 russiske soldater ud af den og smed deres geværer.

En anden gang kom vi til en løbegrav, som lige var forladt. Der stod  en stor beholder med varm suppe. Uhm, den smagte godt – det var det eneste varme måltid jeg fik under angrebet.

Den største hjælp af fangerne fik jeg den sidste dag. Den begyndte meget hektisk. Vi fire blev bedt om at hente en såret soldat, som skulle ligge ca 400 meter henne. Han havde mistet et ben! Uden større begejstring ville vi med to mand prøve at hente ham. Det gik ikke så godt. Min kollega Hunnens blev ramt i benet i samme øjeblik, som vi ville løfte ham over på teltplanen, som vi ville bære ham i. For mig var det kun at komme væk for skarpskytten prøvede også at få ram på mig.

Nu var vi kun tre tyske soldater tilbage til at være granatkastere og så vores fire russiske fanger. 

Så fik vi en vanvittig ordre af en løjtnant, som vi ikke engang kendte og følgerne blev at to af os blev ramt af en granat, min ven Hans Kähler fra Angel var død på stedet, min fod var skudt af og min arm var flænget.

Nu kom min aftale med Heinrich, nazisten, til at virke. Han var der straks og med remme fra vores oppakning fik jeg ham til at snørre af for blodtab. Hen hentede vores fange – og det var min fange, der sørgede for at vi kom væk, selv om det vanskeligt, for granaterne sprang omkring os, så alle måtte smide sig ned. Min fange var meget omsorgsfuld og sørgede for at jeg i transporten ikke blev holdt skævt eller blev udsat for yderligere rystelser. 

De nåede frem til en sanitetsbunker med mig – og det var sidste gang jeg så min fange. Jeg husker ham tydeligt."

 Kilde: Julehilsen 1998, Sydslesvigs forening for Sydtønder Amt.

Læs mere på Grænseforeningens hjemmeside

Klik her