Husker du? Historiens mærker Kom godt i gang
Mindesmærker, monumenter og erindringssteder

Fortælling
Knivsbjerg - Når mindesmærker er "spræng" farlige

Bismarcktårnet ca. 1901.See page for author [Public domain], via Wikimedia Commons

Sønderjyllands højeste punkt hedder Knivsbjerg. Stedet har siden 1894 være et forsamlingssted for de tysksindede i Sønderjylland. I 1901 blev der rejst et stort tysk monument på stedet. I dag er monumentet forsvundet og ikke mange kender til historien om det store Bismarckmonument, der stod på Knivsbjerg.

Bismarck monumentet på Knivsbjerg

Bismarck-tårnet blev rejst som en hyldest til Tyskland og til rigskansleren Otto von Bicmarck. Bismarck var en afgørende person bag Tysklands samling i 1871. som skete efter tre krige, hvoraf den første var krigen i 1864 mod Danmark. I perioden herefter blev der rejst mange af disse ”Bismarck-monumenter” i og udenfor Tyskland. Monumentet på Knivsbjerg var et af de største og det lå i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland. Monumentet skulle minde om, hvem der havde stået bag sejren, der betød, at Danmark måtte afgive sine hertugdømmer Slesvig og Holsten.

Knivsbjergmonumentet bestod af to trapper, der var 6 meter brede og et tårn på 45meter, hvor man kunne komme op på øverste etage og beskue landskabet. I midten af tårnet stod der i en niche en 7 meter høj statue af Bismarck. På monumentet var der anbragt flere citater;

• Ved tårnets top: ”Wir Deutsche fürchten Gott, aber sonst nichts auf der Welt” (Vi tyskere frygter ikke andet end gud)
• Ved fødderne af Bismarch statuen: ”Up ewig ungeedelt” (for evigt udelt)
• Ved tårnets sokkel: ”Jungs holt fast” (unge hold fast)

Den danske vrede mod Knivsbjerg og tyskheden

I de danske kredse var der utilfredshed med monumentet. Monumentet var opført i Nordslesvig (nuværende Sønderjylland), hvor langt de fleste mennesker var dansksindede. Da monumentet også kunne opfattes som et monument for sejren over Danmark i 1864, hvor Danmark mistede Slesvig, opfattede mange dansksindede monumentet som en hån. Det blev ikke bedre af at talerne ved Knivsbjergfesterne var nationalistiske i sit formsprog og fremhævede området som tysk land, selvom der var en stor andel af dansksindede bosiddende i området. 

I forbindelse med folkeafstemningen i 1920 og en mulig overdragelse af Nordslesvig til Danmark, blev Bismarckstatuen i monumentet flyttet til Sydslesvig af tyskerne af frygt for sabotage. Den danske vrede mod monumentet på Knivsbjerg blev mere udtalt i perioden op til 2. verdenskrig. En større andel fra det tyske mindretal i Danmark støttede nazismen i Tyskland. Møderne på Knivsbjerg kom derfor til at bære præg nazistisk ideologi eksempelvis under indmarchen og fanehejsningen. Under besættelsen brugte tyskerne desuden stedet til forskellige militære installationer, hvilket gjorde, at stedet blev endnu mere forhadt blandt danskerne. 

Bismarck-monumentet sprænges væk

I august 1945, kort tid efter 2. verdenskrigs afslutning sprængte sabotører monumentet i luften. Politiet igangsatte en eftersøgning, men de fandt aldrig frem til de skyldige. Mange af de lokale Sønderjyder ville ikke røbe noget, selvom de kendte til personerne bag. To af sabotørerne viste sig senere at være politifolk. 

Knivsbjerg får et nyt monument

Den danske stat besluttede i 1949 at betale for en delvis genetablering af Knivsbjerg også kendt som Bismarck-monumentet. Det ligger i den del af Sønderjylland der tidligere var tysk. Men Bismarck-monumentet blev ikke genrejst. Derimod blev der i 1962 anlagt et nyt monument, en mindelund  for de 665 faldne fra det tyske mindretal, der deltog i verdenskrigene. Det har senere vist sig at flere af navnene, der mindes på stenene, har været skyld i nazistiske krigsforbrydelser og navnene er blevet fjernet. I 2012 blev det besluttet at området ikke længere skulle have betegnelse "Ehrenhain" (æreslund), men i stedet "Gedenkstätte" (mindesmærke). I dag holdes der stadig møder for det tyske mindretal på Knivsbjerg. Hvert år afholdes der en Knivsbjergfest, hvor der er sportsturneringer, fest og taler.

Af Rasmus Henrik Jensen

Fortælling
Den seje gåtur - Oversømarchen

Hvert år d. 6. februar går en gruppe mennesker med tre forskellige nationaliteter en længere tur for at lægge en blomsterkrans ved mindesmærkerne ved Sankelmark sø. Stedet markerer slaget ved Sankelmark d. 6. februar, 1864. Men hvad skete der egentlig ved Sankelmark sø, som ligger udenfor Flensborg mellem landsbyerne Sankelmark og Oversø?  

Tilbagetrækningen fra Dannevirke d. 5.-6. februar 1864

I 1864, da krigen begyndte mellem Danmark og preussiske og østrigske tropper, lå fronten ved Dannevirke, som var et forsvarsanlæg udenfor byen Slesvig. Dannevirke var valgt som stilling, fordi Dannevirke gennem historien havde fungeret som et anlæg til forsvar og angreb helt tilbage til vikingetiden. Tilbagetrækningen fra Dannevirke blev beordret af Overgeneral Julius de Meza. Han vurderede, at det var for risikabelt at blive, fordi den danske hær risikerede at blive omringet af en meget større preussisk og østrigsk hær.

I al hemmelighed begyndte tilbagetrækningen om eftermiddagen d. 5. februar 1864. Natten mellem d. 5. og. 6. februar gik 40.000 danske soldater i en 30 kilometer lan slange af vogne, kanoner og heste med retning mod Dybbøl. Det var snestorm og soldaterne frøs og først kl. 4 om morgenen, blev østrigerne klar over, hvad der var på færde. Østrigerne fik organiseret en forfølgelse af den danske hær men det havde alligevel givet danskerne et ønskeligt forspring. 

Østrigerne indhentede dog den danske bagtrop. Først 8. brigade, som var bagerst i rækken, blev indhentet af østrigske tropper og det blev til små kampe og brigaden blev spredt. Næst efter kom 7. brigade under ledelse af Oberst Müller. De var nået til passet ved Sankelmark sø, da østrigerne kom. Slaget blev en kamp mand mod mand og med mange tab til følge. slaget begyndte ca. 15.30 og sluttede omkring kl. 17 d. 6. februar. Danskerne mistede i alt 763 mand, hvoraf 53 døde, 157 sårede og 553 fanger, mod fjendens 680 døde og sårede.

Mindesmærker ved Sankelmark

Tekst på det danske mindesmærke

Området Slesvig, som i dag er delt af den dansk-tyske grænse med Sønderjylland i nord på den danske side af grænsen og Sydslesvig på den tyske side af grænsen, har oplevet mange krige, som har kostet mange menneskeliv. Overalt i området findes der derfor mindesmærker  for de faldne i krigene. Ikke blot fra krigen i 1864, men også fra de andre krige, som har sat sine spor.

Ved Sankelmark sø, hvor det blodige slag fandt sted d. 6. februar, er der opført mindesmærker for danske, preussiske og østrigske faldne under slaget. Lidt væk fra mindesmærkerne ligger 14 danskere og 43 østrigere begravet i en fælles massegrav. Hvert år på selve dagen for slaget foregår den såkaldte Oversø-march, hvor ca. 500 deltager. Turen starter i Flensborg og ender ved mindesmærkerne i Sankelmark, hvor der lægges kranse ved de tre mindesmærker. Der er ca. 10 kilometers gang fra Flensborg af.

Oversø-marchen var oprindelig en tysk og østrigsk tradition. Hvis vi går tilbage i tiden var det utænkeligt, at det danske mindretal deltog i den årlige Oversømarch, som blev arrrangeret af de tysksindede i Sydslesvig. I 2004 deltog Sydslesvigsk Forening (SSF) for første gang officielt i begivenheden.

I nyere tid er marchen blevet til symbol på samarbejde og sammenhold mellem det danske og tyske samt for fællesskabet i grænselandet. Her mindes man den store humanitære hjælp, som folk fra Flensborg var med til at yde efter slaget ved Sankelmark. 

Kroer blev til lazaret

Under krigen i 1864 blev der oprettet lazaretter rundt omkring i Slesvig. Et lazaret, er et slags midlertidigt sygehus, som man oprettede for at hjælpe soldaterne, der var blevet såret under slagene eller havde fået andet sygdom enten fysisk eller psykisk som følge af deres ophold ved fronten. Lazaretterne blev eksempelvis oprettet i kirker, skoler, præstegårde eller private huse. Dengang var lægevidenskaben ikke så langt fremme som idag. Hvis soldater blev såret i arm eller ben og der gik koldbrand i såret, så fik de amputeret deres lemmer med sav og uden bedøvelse. 

Ved Oversø ligger der en kro, som i forbindelse med slaget ved Sankelmark, blev omdannet til lazaret. Uanset nationalitet fik alle mulighed for at blive behandlet på kroen og kroparret var med til at hjælpe. Der blev serveret suppe til de sårede. Retten er siden blevet tradition at servere ved Oversømarchen for de gående gæster. Siden 1864 har kroen heddet Den historiske Kro, ”Historischer Krug” men dens historie går meget længere tilbage og nævnes første gang i 1519.

På gårdspladsen i kroen kan man stadig se spor fra slaget i form af to gravsten. Den ene markerer, at 68 østrigske og danske soldater blev begravet der, mens den anden gravsten dækker over sekondløjtnant baron Dirckinck-Holmfeldt, som døde i slaget. Han fik knust hovedet af en granatstump. 

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen

Fakta
Historiebrug

Historiebrug handler om udvælgelse og fremhævelse. Men også det, der "glemmes" og udelades mere eller mindre bevidst. Ofte sker det for at at fremme bestemte interesser.

Det kan eksempelvis være politiske interesser, af underholdningsmæssig karakter, som reklamer eller spillefilm eller det kan have en identitetsmæssig karakter som det at definere en nation eller gruppe. Det er derfor ikke kun historikere, politikere og andre offentlige meningsdannere, der gør brug af historien. Også almindelige mennesker gør brug af historien i hverdagen. Historiebrug er derfor både noget vi gør i vores hverdag og oplever som en hverdagsting, men også det, der foregår på et mere overordnede plan, når vi skaber en fælles identitet; nationalt som en del af et flertal eller i forhold til en specifik gruppe, som eksempelvis en del af et mindretal i et land.

Et vikingeland mod nord

Vi kender alle vikingerne, vi kan blive fascineret af dem og vi forbinder os selv som efterkommere af disse. Gode eksempler på nutids historiebrug er Stryhns leverpostej eller Gøls pølser med vikingfiguren eller den danske fodboldfan til landskamp med vikingehjelm.

En nuværende "viking" ved hedeby, Slesvig by. Foto: Mette W. Allison

Vikinger er en del af den nationale selvforståelse, selvom vikingetiden først for alvor blev populær i 1800-tallet. Egentlig var det først her, man begyndte at bruge begrebet bredt om dem, der boede og levede i Norden på det tidspunkt. Folk i vikingetiden var for det meste blot bønder, der varetog jorden og aldrig kom ud på vikingetogt.

Vi kender også vikinghjelmen med de to horn. Men der er ikke fundet nogle hjelme fra vikingetiden, hvor der er horn i, kun fra tiden før. Alligevel er vikingefiguren med horn i hjelmen en af de vigtigste nationale symboler. Vikingetiden er en af de vigtigste fremhævelser i Danmarkshistorien, som har fået betydning fra 1800-tallets nationale opblomstring og måden, vi i dag definerer os på nationalt. Dette er også gældende i forhold til Sydslesvig, hvor vigtige vidnesbyrd fra vikingetiden som Hedeby og Dannevirke vidner om et særligt tilhørsforhold og en historisk legitimitet til området syd for grænsen. I 1800-tallet førte denne historiske legitimitet til to nationale krige i området, de slesvigske krige i 1848-1850 og 1864.

Et stykke af Valdemarmuren ved Dannevirke. Muren viser hvordan et forsvar/angreb mod en fjende fra syd har eksisteret fra vikingetid til middelalder og senere i krigen i1864. Foto: Mette W. Allison

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen 

Fortælling
De ømtålelige mindesmærker

Når begivenheder i historien viser sig stadig at være åbne sår, kan planer om et mindesmærke vise sig at ribbe mere op i såret end virke som et plaster. Det kan i hvert fald være svært helt at finde den rigtige måde at gøre det på og på den måde opnå enighed om den mest værdige måde at mindes ofre på. Nedenstående eksempler viser, hvordan to planer om mindesmærker i nyere tid ikke blev til noget, fordi for mange følelser var involveret. Eksemplerne viser derfor, hvor ømtåleligt det kan være at opføre mindesmærker. 

Et splittet fjeld i norge

Billede taget kort efter massakren på øen Utøya. 30. juli 2011. By Paalso; Paal Sørensen 2011 (Own work) [CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0) or GFDL (http://www.gnu.org/copyleft/fdl.html)], via Wikimedia Commons

Anders Behring Breivik begik d. 22. juli 2011 en massakre på øen Utøya i Norge efter at have sprængt en bombe i Oslo og dræbt 8 mennesker. På Utøya dræbte han yderligere 69 mennesker fortrinsvis unge fra den norske socialdemokratiske ungdomsorganisation, der afholdte sommerlejr. Tragedien er stadig som et åbent sår i Norge og man kan spørge sig selv, om det norske folk nogensinde kan komme sig over sådan en tragedie? 

I 2014 blev af den svenske kunstner Jonas Dahlbergs forslag til et monument kaldet Memory Wound valgt til at være det officielle monument over massakren på Utøya. Forslaget gik ud på, at tragedien skulle symboliseres ved et åbent sår i naturen, ved at skære sig igennem et fjeld lidt nord for Utøya. Men ideen er siden blevet forkastet efter flere protester, især fra øens naboer. Mange af øens naboer deltog i redningsarbejdet. De er bange for at blive mindet om tragedien hele tiden ved at kunne se det kløvede fjeld. En sorg de ellers forsøger at bearbejde. I 2017 valgte man at forkaste de store planer og stile efter at bygge et mere lavmælt mindesmærke. 

Et forsoningsmonument ved Dybbøl

Kunstneren Kenn André Stilling havde fået en idé i 2011 om at opføre et slags forsoningsmindesmærke på Dybbøl, som et slags plaster på såret fra kampene, der fandt sted d. 18. april 1864 på Dybbøl. Mindesmærket skulle fungere som et slag håndtryk og tegn på fred og samarbejde mellem Tyskland og Danmark. Monumentet skulle opføres i forbindelse med 150-året for krigen i 1864 i 2014.

Düppel Denkmal blev indviet i 1865 og rejst på skanse 4 på Dybbøl Banke. Det var et preussisk sejrsmonument. Mindesmærket blev 13. maj 1945 sprængt i luften. Tegning fra 1895 af Julius Fürst [Public domain], via Wikimedia Commons

Kunstnerens idé var at lade et mindesmærke opføre på skanse 4 på Dybbøl på samme sted, hvor der i 1865 blev sat et preussisk sejrsmonument -  et tårn - der viste, at her var danskerne blevet besejret. Tårnet blev sidenhen sprængt i luften af modstandsfolk lige efter 2. verdenskrig var slut. Stenene fra tårnet blev herefter begravet.

Kenn André Stilling ønskede her at opføre et nyt mindesmærke og genbruge stenene, som var blevet gravet ned. Samtidig ønskede han en kendt tysk kunstner til at udføre opgaven.

Kunstneren Kenn André Stilling og Politikens journalist Keld Hybel tog herefter på rundfart i det sønderjyske område for at fremføre ideen. Nogle var for ideen, dog uden resterne fra det tyske monument skulle graves op og med ønske om en anden placering af mindesmærket. Men der var også en del negative røster mod ideen. 

Derudover blev ideen svær at gennemføre, da skanserne ved Dybbøl er fredet område og stenene fra det tyske monument er tinglyst, det vil sige, de ikke må graves op. Desuden takkede den tyske kunstner nej til at udføre opgaven. Men Kenn André Stilling havde en anden idé i ærmet. Men modstanden mod at opføre et mindesmærke var for stor og ideen blev derfor ikke ført ud i livet.

Modstanden mod ideen kan forklares med den historien i grænselandet, der har været præget af konflikt gennem mange år. Foruden begivenhederne under stormen ved Dybbøl i 1864, hvor ca.1700 danske soldater på en dag blev såret eller dræbt, byder historien også på de faldne dansksindede under 1. verdenskrig, der blev sendt i krig på tysk side. Ligeledes med de faldne fra det danske mindretal, under 2. verdenskrig, som også blev sendt i krig som tyske soldater. Samtidig hænger modstanden sammen med, at ikke alle mener, at et nyt mindesmærke er nødvendigt, netop fordi historien har udviklet sig, så vi i dag har et godt forhold til vores tyske naboer. Det behøver vi ikke et mindesmærke for at huske på, hævder de. 

Diskussion

Overvej nu, hvorfor mindesmærker er vigtige for følelsen af fællesskab, og hvorfor ideer om mindesmærker kan være med til at skabe diskussioner. Diskuter følgende spørgsmål to og to, i grupper eller på klassen:

• Kender du nogle mindesmærker fra Danmark eller udlandet, der har stor betydning for, hvad vi husker?

• Hvorfor tror I, at smerten kan være for stor til at opnå enighed om, hvordan et mindesmærke skal se ud?
• Har vi brug for mindesmærker og hvorfor?

Af Hildegunn Juulsgaard Johannesen